
Mejeriforeningen
Af Susan Rønholt Hansen, chefrådgiver, cand.brom., Mejeriforeningen
Det er ikke rigtigt, at de processer, mælk gennemgår på mejerierne, er skadelige og giver usunde produkter. Det er en naturromantisk opfattelse.
Da mælk er et naturprodukt, skal der en vis forarbejdning til, før den er fri for eventuelle sygdomsfremkaldende bakterier. Naturen er nemlig aldrig helt ren. Samtidig skal mælken også have det lave fedtindhold, vi ønsker, og det kræver, at man fjerner noget af det fedt, der findes naturligt i mælken.
De metoder, man bruger på mejerierne, er uskadelige og har ingen negativ betydning for vores sundhed.
Centrifugering
På mejeriet pumpes den rå mælk over i en centrifuge, der skiller mælken i fløde og skummetmælk. Det er i princippet den proces, der sker naturligt, når ubehandlet mælk får lov at stå i et kar: Fløden lægger sig i toppen, og resten er skummetmælk. Centrifugering er bare en hurtigere måde at gøre det på.
Standardisering
Efter centrifugeringen tilsættes skummetmælken mere eller mindre fløde alt efter, hvilket produkt der skal fremstilles.
Homogenisering
Mælken sprøjtes med højt tryk gennem fine dyser, så fedtkuglerne i mælken findeles. Det betyder, at mælken bliver ensartet, homogen. Hvis mælken ikke homogeniseres, vil fedtet flyde sammen til små fedtflager og lægge sig oven på mælken. Mælkens næringsmæssige værdi ændres ikke af behandlingen.
Pasteurisering
Loven siger, at al mælk, der sælges i Danmark, skal være pasteuriseret. Det er en behandling, hvor mælken opvarmes til 72-90 grader i 5-30 sek. Så kan man være helt sikker på, at mælken er fri for eventuelle sygdomsfremmende bakterier. Samtidig dræbes de bakterier, der ellers ville syrne mælken efter kort tid – og forkorte mælkens holdbarhed. Derfor forlænger pasteuriseringen også holdbarheden. Behandlingen ændrer hverken på mælkens smag eller næringsværdi. Faktisk er det en langt mildere varmebehandling, end når man koger mælk til kakao eller kaffe derhjemme.
Uden tilsætningsstoffer
Alle de nævnte processer sker uden nogen form for tilsætningsstoffer. Alle danske mælketyper er rene naturprodukter uden tilsætning af nogen art, heller ikke vitaminer.
You need to upgrade your Flash Player
This content requires the Macromedia Flash Player.