
Mejeriforeningen
Af læge Morten Svenning Nielsen
Morgenmaden er den byggesten, som vi sætter resten af vores dag på. Man ved i dag, at "det rigtige" morgenmåltid har indflydelse på vores energiniveau og sultfølelse dagen igennem.
Et morgenmåltid, som er rigt på frugt, grønt, fuldkorn og fedtfattige mejeriprodukter, skaber ”langtidsvirkende energi”, som giver overskud til en krævende dag i børnehaven, skolen eller på arbejdet.
Går vi glip af den gevinst, ender vi tit med at ty til usunde mellemmåltider for at få bugt med sulten, og det skubber i en ond cirkel hovedmåltiderne i baggrunden.
Morgenmad og overvægt
Mange hopper morgenmaden over i håb om at tabe sig. Det er en meget uheldig strategi, for måske vil de ende med at tage på i stedet. Det kan man bl.a. læse ud af en ny dansk undersøgelse, der har set på sammenhængen mellem morgenmad og overvægt hos danske skolebørn. Resultatet er klart: Børn, der hyppigt spiser morgenmad, har mindre risiko for overvægt end børn, der ikke gør.
Overvægt er et voksende problem og en af de største trusler mod vores sundhed. Problemet skyldes netop de mange tomme kalorier, vi indtager, når sulten kommer snigende mellem de store måltider. Hvis de sunde måltider tilmed presses ud af de usunde mellemmåltider, mister vi også vores kilder til vitaminer og mineraler.
You need to upgrade your Flash Player
This content requires the Macromedia Flash Player.